Benzinlugt
Desværre ofte forekommende fra udluftningen og/eller påfyldningen til benzintanken. Afmonter evt. baglygten i højre side lige efter en køretur - her vil man kunne mærke en kraftig benzinlugt - og du har måske en fornemmelse af hvor du så skal lede. Det første oplagte sted er det tykke gummirør der går fra tanken og til påfyldningsstudsen. Her kan man visuelt fornemme om der er utætheder ved at kigge under vognen. Er der utætheder her, kræves en udskiftning. Næste sted er tankstudsen - et plasticrør der kan revne. Udskiftning eller reparation med noget der kan tåle benzin er påkrævet. For at tjekke hele røret, er man nødt til at demontere det, og tage det ud og kontrollere. Lugter den af benzin når tanken er mere end ½ fuld, er det ofte tankstudsen den er gal med.
Er disse tætte, kan man begynde med udluftningen. Der sidder en tynd, ofte klar, slange der ender i et T-stykke under kofangeren. Se til at der er hul igennem, og rens det evt. med noget ståltråd. Derudover sidder der en masse udluftningsslanger inde bag selve lygten. Jeg fik fjernet lugten helt da jeg skiftede 11mm udluftningsslangen. Tjek resten af udluftningsslangerne. En mere uddybende analyse kan findes på gs-gsa-ig.de - under "Benzingeruch"
|